Kontakt

Figurative og abstrakte væsner

Erling & Lars afholder kunstevent fredag den 25. maj kl. 17-21
ifm. Blå Nat 2012
- i stalden

Denne fællesudstilling lader Erling Jehrbo's maskuline, ranke skulpturer spejle sig i Lars Vesterholt's bølgende, feminine Croquisstreger. En kombination som taler til alle sanserne. Det er intens energi som opstår i de stille mellemrum - mellem kunsthåndværk og tegning.

Skulptør Erling Jehrbo fortæller: Jeg er født i Kolding i 1947 og har været bosat i Sengeløse i mange år. Jeg har altid arbejdet med det kunstneriske udtryk og mange forskellige kreative aktiviteter. Jeg inspireres af menneskets natur og dets vilkår med undren, humor og rædsel. Mit kunstneriske udtryk er en blanding af figurative og abstrakte, ofte fabulerende væsner med menneskelige træk på godt og ondt ofte blandet med lidt humor, men også et voldsomt udtryk med referencer fra en svunden tid og livets paradokser. Man kan sige, at mine skulptur og malerier for mig er en slags bindeled til mine oplevelser og indtryk. Jeg arbejder med flere forskellige materialer, Bl.a. granit (sort diabas), jern, bronze og akrylmaling. Materialerne har hver især deres egne karakter og muligheder, der i sig selv virker meget inspirerende og har en stor indflydelse på hvordan den færdige skulptur kommer til at se ud. Når jeg anvender materialerne sammen f.eks. jern bronze, eller granit bronze opstår der helt nye muligheder for udfoldelse og udtryk. Derved kan jeg spænde fra det spinkle og bløde, til det monomentale og et mere rå udtryk.

Især den svenske sorte diabas (granit) fascinere mig. Sort diabas er en meget hård og tæt bjergart der er dannet for 1-1,5 mia. år siden. Jeg henter den sorte diabas i de Skånske stenbrud, her findes noget af verdens bedste sorte diabas. Sten har fra tidernes morgen haft en slags magnetisk tiltrækningskraft på mennesker som føles meget tydeligt. Når man arbejder med en 1-1,5 mia. år gammel sten forstår man, hvor kort tid vi mennesker har til rådighed til at kradse lidt i væggen eller sætte et aftryk. Jeg tilstræber, at mine arbejder skal række ud over mig selv som individ. Værkerne skal ikke forstås, men fornemmes, opleves gennem sanserne og derved tale for sig selv. Det er grunden til, at det er besværet værd at fremstille disse værker. www.erlingjehrbo-kunst.dk 

Erling JehrboLars Vesterholt

Lars Vesterholt, Croquis kunstner fortæller: I mit tegnearbejde forsøger jeg aldrig at gøre stregen 'lækker' eller kunstnerisk. For derved griber mit intellekt for meget ind og forstyrrer den umiddelbare proces. Måske handler det hele mere om oplevelse af øjeblikket end et forsøg på at skabe et kunstværk. Jeg bruger allehånde tegnemedier (kul, kridt, tusch, blæk, grafit, acryl) og mixer dem ofte i en 'uskøn' blanding. En af mine metoder er at lave tegningen i en, lang streg; altså ikke at løfte stiften fra papiret før tegningen er helt færdig.

Lars giver en række Croquistips: Croquis - en kunstart i sig selv. Selvom croquis opfattes af mange som blot en opvarmning til den efterfølgende kunstneriske udfoldelse - så rummer disse hurtigt producerede frihåndstegninger et unikt udtryk i sig selv. Med en produktionstid fra 30 sekunder og op til 10 minutter per tegning - et sted mellem fotografiets splitsekund og andre kunstformers meget længere bearbejdningstid - er der kun et relativt begrænset antal streger til rådighed til at opfange bare de vigtigste former og væsentligste konturer. Resultatet er til gengæld en enkel og umiddelbar afkodning af objektet. Stop tankerne – og tegn: Under tegneprocessen forsøger sindet uafbrudt at tage kontrol over processen med forudfattede forestillinger og konventioner om objektets natur. For få bringe orden i kaos og uvisheden. Ved at strege hurtigere end tankerne når at opstå, opnår man en nuets nærhed med objektet, der således beskrives langt mere nært og ægte, nøgternt eller om man vil – nøgent. En croquis skal ikke ligne - men leve: De menneskelige former og linier er universets mest attraktive. Hverken orkidéen eller spiralgalaksen kan hamle op med menneskekroppen i tiltrækningskraft og relevans. Men objektet er først fuldt beskrevet, når dets iboende handlingsmuligheder også er forsøgt afdækket. www.vesterholt.com

Udstillingen kan ses i Kulturhuset Rejsestaldens almindelig åbningstid frem til den 26. juni 2012.

 

Nyheder

Kalender

21. august - 27. september 2019
Kunstneriske fortolkninger af temaet bro
28. september 2019
Indvielse af Kronprinsesse Marys Bro
1. oktober - 10. november 2019
Smukke spirituelle billeder i Rejsestalden

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Kalender/2012/Kunstudstilling-no-6---2012