Kontakt

Kunstudstilling 10 // Nana Andersen

Poetisk, aggressivt, erotisk og uperfekt - billedkunst og keramik i Rejsestalden 20. november - 22. december. Fernisering for alle i forbindelse med juletræstænding søndag d. 27. november kl. 14-15, hvor Rejsestalden byder på et glas.

Man må gerne røre ved kunsthåndværk og ikke ved kunst, er det en væsentlig forskel? Er billedkunst primært for synssansen mens kunsthåndværk også inddrager følesansen? Og er kunsthåndværk derved tættere på det erotiske fordi man gerne må røre – og endda putte koppen i munden?

  

Nana Andersen (f. 1970) arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk. En vægkomposition i keramik kan bestå af en hånd med en pistol, nogle gule blomster, et kvindehoved med noget gult der løber ud af munden, og, hov, flere gule blomster. Et værk kan også bestå af et par meget naturtro sandaler i keramik og en tilsvarende realistisk håndtaske med lyserødt for. Det kan også være en asymmetrisk kop med en sort fod afbildet på, eller en vinprop med et sørgmodigt ansigt.

Hun dyrker det åbne, det skæve, i værker der ikke lukker sig om sig selv, men hele tiden skaber forbindelser, hægter sig på andre værker i en løbende bevægelse. To malerier er tilsammen et værk (”Røde strømper”), men et tredje kunne godt støde til.

Det er en feminint ladet verden hvor blomster og skydevåben er en form for accessories, og hvor kvinden ikke har tid til at være offer. Her lever det poetiske og det aggressive side om side med det erotiske og det uperfekte – ofte ledsaget af en barok humor. Se f.eks. skulpturen der bare hedder ”Hjemme”, hvor en kvinde iført kort nederdel og høje sandaler sidder foroverbøjet i en lænestol med et jagtgevær i hånden.

Måske kan man sige at Nana Andersens værker supplerer sig selv i en legende, spørgende undersøgelse af det kvindelige, af aggression og sanselighed, af det utrygge i det hjemlige, og at hendes tilgang på én gang er melankolsk og humoristisk.

Skal en kop have en kant? Ja, men den behøver ikke være lige. Og må den gerne have kant? Ja tak. Og det har Nana Andersens ting uanset om det er kunst eller kunsthåndværk eller et lykkeligt sted derimellem.

- Fra bogen 101 Kunstnere, tekst af Simon Fruelund.

Arr.: Kulturhuset Rejsestalden og Rejsestaldens Kunstudvalg

Nyheder

21. januar 2020
Tusind tak til den forrige
20. januar 2020
mens Jægerspris Bibliotek holder flyttelukket
6. januar 2020
Temaet for foråret 2020 er natur

Kalender

5. januar - 13. februar 2020
Levende heste
28. januar 2020 19:30 - 21:00
Historisk Forening Jægerspris
30. januar 2020 17:00 - 22:00
Inspiration til det gode mandeliv

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Kalender/2016/Kunstudstilling-10--Nana-Andersen