Kulturhuset Rejsestalden

Triers fabulerende kunstunivers

Kunstudstilling i Rejsestalden 26. juni - 26. august, fri entré

Velkommen til festlig fernisering med bobler 26. juni kl. 16-17. Som følge af COVID-19 er det nødvendigt at booke en gratis billet til ferniseringen (du betaler dog et lille bitte administrationsgebyr).

Troels Trier med sin kunst, foto Stephen Freiheit

Troels Trier har i en lang årrække været kendt som en kontroversiel entertainer i underholdningsbranchen, men han var oprindelig billedkunstner. Nu er han vendt tilbage til maleriet og har etableret sig gennem en lang række udstillinger omfattende grafik og skulpturer samt ikke mindst hans specialitet: Fabulerende malerier i en genre, som er helt hans egen.

Blandt Troels Triers nyere malerier er tegneseriebilleder. Han har overført seriernes teknik med opdeling af billedet i felter og kraftige konturer, som afgrænser ubrudte, ensfarvede billedflader, til lærredet. Men også tegneseriernes fantastiske og mytologiske univers har tjent som inspiration. Groteske og humoristiske figurer befolker Triers opdelte lærreder og kalder på en fortolkning, selvom der tilsyneladende ikke er nogen logisk sammenhæng at hænge en fortælling op på. Som han selv siger: - Jeg lader intuition og underbevidsthed styre slagets gang.

Troels Trier giver koncert 26. juni. Læs om koncerten.

Arr.: Rejsestalden