Florlet forårs- og fredsbebuder
Rejsestalden viser papirskulpturen Leaf Dance og små papirværker af den japanske kunstner Yuko Takada Keller 14. april – 31. maj
INVITATION: Fernisering for alle lørdag den 23. april kl. 14-16
Det kræver tusindvis af små stykker papir at lave et af Yuko Takada Kellers forunderlige tredimensionelle papirkunstværker. De florlette papirskulpturer i organiske former virker som smukke øer af ro, der skaber en zen-agtig tilstand hos beskueren.
Det er ikke tilfældigt. Yuko fortæller at hun på en vandretur i Norge fik en form for åbenbaring, hvor hun blev klar over, at hun ville lave kunst, der gav folk en følelse af glæde og fred. - Jeg bruger kalkerpapir, som lukker lyset ind på en meget smuk måde og som på mange måder ligner en hudmembran. På den måde får mine værker noget næsten drømmende og alligevel meget naturligt over sig, så man kan forbinde sig med dem og måske også føle at man bliver båret med til et roligere sted. Med mine værker ønsker jeg også at gøre opmærksom på de usynlige processer omkring os, alt det, der ikke nødvendigvis kan ses, men som er der og er vigtigt, f.eks. et molekyle. Fra min opvækst i Japan har jeg fået respekten for naturen og for de små ting med mig. Det vil jeg gerne give videre, fortæller Yuko.
Yuko Takada Keller er uddannet fra Kyoto University of Art i 1983 og flyttede til Danmark i 1997, da hun forelskede sig i en dansk mand. Hun udstiller og har sine værker hængende mange steder i verden, i virksomheder, på biblioteker, rådhuse, restauranter og på hospitaler.
Læs mere om Yuko Takada Keller
Arr.: Kulturhuset Rejsestalden