10.000 blomsterløg
Lørdag den 7. oktober tager vi hul på byforskønnelsesprojekt – runde 2!
Jægerspris skal pyntes med endnu flere blomstre. Derfor tager vi hul på runde to i byforskønnelses-projektet, hvor vi skal plante 10.000 blomsterløg! Det bliver alt fra krokus, til allium og tulipaner.
Vi skal bruge nogle gode og raske frivillige kræfter til at hjælpe os med at plante blomsterløgene på udvalgte steder i Jægerspris.
Vi regner med, at det kan blive en rigtig god formiddag med hyggeligt samvær, og hvor byen står sammen om at gøre Jægerspris til en endnu grønnere og smukkere by. Tag gerne havehandsker og håndskovl med, hvis du har det liggende. Når det hårde arbejde er udført, inviteres de frivillige på en hyggelig frokost i Rejsestalden.
I pinsen havde vi et lignende arrangement, hvor frivillige plantede flere hundrede planter rundt omkring i byen. Det var en smuk dag, hvor der blev gjort et kæmpe stykke arbejde for Jægerspris. En indsats, som vi ved at mange i byen og besøgende sætter stor pris på. Vi håber, at der er lige så stor opbakning denne gang.
Dagen begynder i Rejsestalden kl. 9.30 og slutter af med frokost kl. 12.
Tilmeld dig ved at sende en mail til rss@frederikssund.dk.
Arrangementet er et samarbejde mellem Rejsestalden og SuperBrugsen i Jægerspris.