Bobler og kunst
Den 22. november kl. 17-19 holder vi fernisering i forbindelse med udstillingen "Mennesket i bevægelse" af Xenia Michaelsen. Kom forbi hvor vi fejrer den nye udstilling i Rejsestalden og sammen siger et skål og ønsker kunstneren velkommen.
Gæster på udstillingen “Mennesker i bevægelse” kan forvente at se croquis, portrætmaleri og gruppeportrætter, som på forunderlig vis forener en enkel og hurtig streg med et vibrerende nærvær af menneskers liv, følelser og stemninger. Xenia Michaelsen er en professionel kunstner, som er uddannet på Moskva Kunst Akademi og Danmarks Designskole. Xenia underviser i maleri og tegning i København og i Frederikssund. Hun deltog i den første sæson af tv-udsendelsen Danmarks bedste portrætmaler 2018 og kom til finalen hvor hun malede Ghita Nørby.
Xenia Michaelsen er optaget af alt det, der adskiller det malede portræt fra fotografiet. “Jeg arbejder ikke efter foto, men efter mine egne skitser, hukommelsen, intuitionen og fornemmelsen af personen. Det giver en levende sammenfattende karakter af menneske”, siger kunstneren. Udover at være en efterspurgt leder af Portrætworkshops over hele landet, er Croquis tegning kunstnerens mangeårige passion. En gang om måneden er hun frivillig leder af det kreative værksted “Croquis i rummet” i kulturhus Elværket i Frederikssund. “Croquistegning kræver ens fulde nærvær, og man skal observere utrolig mange ting: Bevægelse, kropskarakter, position, proportioner, essens. Alt dette skal man indarbejde i sit eget design på meget kort tid.”
Den 3. december vil der også være mulighed for at møde kunstneren i forbindelse med juletræstænding i Jægerspris. Der tager Xenia nogle redskaber med og du kan opleve hvordan hun arbejder med sine værker.
Arrangør: Rejsestalden