Fællesspisning uden grænser
Vær med når vi hylder mangfoldigheden på FNs Flygtningedag tirsdag den 20. juni kl. 17.30-20
I samarbejde med Dansk Flygtningehjælps lokale frivilligafdeling inviterer Rejsestalden til festligt samvær, fællesspisning og virkelig god livemusik i form af Bilal Irshed Trio. Det er et familieegnet arrangement, hvor vi begynder med fællesspisning og efterfølgende får en sprudlende koncertoplevelse sammen.
Vi håber på godt vejr og dækker op til langbord på pladsen udenfor Rejsestalden. Derefter venter en festlig koncertoplevelse, hvor vi skaber orientalsk afslappet stemning med tæpper og puder på gulvet. Vi har selvfølgelig også siddepladser til dem, som hellere vil det. Musikken lægger også op til sjov kædedans. Denne aften fejrer vi mangfoldigheden og fællesskaber uden grænser.
Det er gratis at være med, du skal blot booke en billet og dukke op med mad svarende til det antal personer du/I kommer og med drikkevarer til dig/jer selv. Maden bliver en del af en fælles buffet og drikkevarerne beholder man selv.
Imponerende oud-ekvilibrist møder nordiske basgange og cubanske rytmer
Bilal Irshed er en af de musikere, der med sit instrument ikke kun fortæller historier, men også skaber dem. Med sin oud i hænderne viderefører han ikke bare sin egen fortid og de smukke arabiske musiktraditioner, men skaber også nye lyde og nye harmonier. Som frontfigur i Bilal Irshed Trio, er han, sammen med bassist Rasmus Møldrup og perkussionist Yohan Ramon, klar til at sænke en helt enestående stemning, og invitere publikum ud på en musikalsk rejse fyldt med tempofyldt strengespil, vuggende basgange og varme trommerytmer.
Bilal Irshed Trio har eksisteret siden 2011 og har udsendt to albums – ’Compositions’ (2011) og ’Chronotope’ (2015). De har siden spillet et væld af koncerter.
Denne aften kommer Bilal Irshed Trio med fire musikere, så der bliver lagt op til en dejlig koncertoplevelse, der involverer publikum.
Vidste du i øvrigt, at Bilal Irshed er ganske lokal Jægerspriser og har været en del af Rejsestaldens bestyrelse?
Arr.: Rejsestalden i samarbejde med Dansk Flygtningehjælps lokale frivilligafdeling